KATEGORIER

19. December 2021

Kiosk-og bookingansvarlig søges til sæson 2022

Odense Aafart er i dag en af Odenses største turistattraktioner. Vi har eksisteret siden 1882, og er en del af Odenses kulturarv. Vi spænder bredt fra de traditionelle rundture på åen til over 50 unikke events, mystery tours, vandcykel-og kanoudlejning samt bookinger og kiosksalg.

Odense Aafart er i vækst, og vi søger derfor en nøglemedarbejder, som kan holde enderne sammen og være med til at udvikle forretningen til fortsat vækst.

Som kiosk-og bookingansvarlig vil du være omdrejningspunktet for virksomhedens kiosk og personale, samt de mange bookinger og events, der afholdes henover sæsonen.

Vi er en virksomhed bestående af en administration, skippere, gamemasters samt kioskpersonale. Om sommeren er vi ca. 45 ansatte i alderen 14-70 år.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Betjening af kunder i billetsalg og kiosk
  • Vagtplanlægning
  • Varebestillinger
  • Kundekontakt på telefon og mail
  • Ansvarlig for egenkontrol
  • Ansættelse og oplæring af personale
  • Koordinering af bookinger

Du vil kort sagt være vores ansigt udadtil i vores kiosk og billetsalg, og være den som sørger for at den daglige drift fungerer både i kiosk/billetsalg samt ved bookinger og events.

Vi forventer at du:

  • Har en relevant uddannelse og/eller erfaring indenfor servicebranchen – fx hotel, restaurant eller detailhandel
  • Har hygiejnebevis (eller tager et inden opstart)
  • Har relevant ledelseserfaring indenfor personaleledelse
  • Er resultat- og løsningsorienteret
  • Er proaktiv og tager ansvar for stort som småt, når du er på arbejde.
  • God til at arbejde struktureret og detaljeret
  • Er høflig, hjælpsom og ærlig – og så forventer vi, at du vil hjælpe vores kunder på den bedst mulige måde.
  • Trives med en hektisk hverdag
  • Kommunikerer på dansk og engelsk i både skrift og tale

Vi tilbyder:

  • Et spændende job i en virksomhed, hvor der altid er fart over feltet. Du får stor indflydelse på dit eget arbejde, og vi forventer, at du tager ansvar og ejerskab på dit job.
  • Aafarten har eksisteret siden 1882, så du bliver en del af en virksomhed i vækst, men med mange stolte traditioner. Vi arbejder alle for at være bedst, tjene penge og have det sjovt.
  • Ansættelse i en uformel virksomhedskultur, som vi er stolte af og værner om
  • En spændende hverdag med mange forskellige opgaver
  • Et stærkt fællesskab, hvor teamsamarbejde er i fokus

Praktisk:

37 timer om ugen. Da der er tale om sæsonarbejde skal din primære ferie afholdes udenfor højsæson.

Stillingen er tidsbegrænset fra ca. marts-oktober.

Ansøgning og CV sendes til Eva Pasgaard på eva@aafart.com